Rekordernes fest
Den 4. udgave af nyklassikeren Skjern Å Running Challenge bød på store felter på de fire distancer. Løberne kunne opleve strålende sol og heftigt blæsevejr.
af Henrik Lund Jensen
Det venlige april-vejr havde lokket rigtig mange deltagere til at træne frem mod dette års Skjern Å Running Challenge, og på løbsdagen var der heftig aktivitet fra morgenstunden. Omkring hovedgaden i Tarm trippede løberne rundt, varmede op og sludrede med løbevenner og interesserede tilskuere. I fire omgange kunne løbsspeaker Henrik Hansen sende de mange deltagere af sted ud på en oplevelsestur omkring Danmarks mest vandrige å. Med højt til loftet og med ægte vestjysk blæst på denne sidste lørdag i april. Ikke færre end 1.470 deltagere havde meldt sig til, og arrangørerne løb på et tidspunkt tør for startnumre på 1/2 maraton, men der blev hurtigt gjort reservenumre klar.
Fremgangen på 12 procent i forhold til 2008 lå først og fremmest på motionsdistancen, hvor ikke færre end 753 havde meldt sig til. Store skole- og firmahold, og også Skjern Løbeklub er kommet godt op i gear over vinteren med fællestræning og målrettede aktiviteter. Ude på ruten blæste det ganske kraftigt, nogen ville sige "en halv pelikan" - og ikke mindst det lange stræk nord for Skjern Enge og den stride modvind på omfartsvejen mod Lønborg Kirke og "the Killer" Borgbanke, hvor maratonløberne skulle to gange opad, kunne virkelig "trække søm ud". Enkelte deltagere kaldte ruten for "led", og de fleste er enige om, at Running Challenge hører til i den absolut hårde kategori blandt danske løbsarrangementer.

Maratonløbere på vej ud på første runde omkring Skjern Å, Skjern Enge og "the Killer" Borgbanke. Foto: Henrik Lund Jensen
Nye rekorder
Trods det blæsende vejr blev der sat to løbsrekorder. På den korte distance kunne Skjern-drengen Morten Fransen profitere af "medvind" og kom blæsende ind i 26,54. hvilket var en forbedring af hans egen løbsrekord med 16 sekunder. Og på 1/2 maraton kunne Odense-løberen Brian Schmidt fra Løbeexperten i suveræn stil passere målstregen i 1.16,11, hvilken var en forbedring af rekorden på 1 1/2 minut. Sådan.....De øvrige vindere løb alle på meget fine tider, og der var mange glade smil i målområdet i Skjern, hvor alle mødtes efter anstrengelserne og oplevelserne ude på ruten.

Vinderen på maraton, Torben Thorø Pedersen på vej op ad "the Killer" - bakken på 1. runde. Sidste års vinder, Henrik Simonsen, holder fast, men han må senere slippe og nøjes med 2. pladsen. Foto: Henrik Lund Jensen
Løbere i alle kategorier deltog: Fra de 2-3 årige og til de ældste, som havde passeret i 70. Ikke mindt imponerende at se den debutende, 17-årige Lasse Siig fra Ølgod Efterskole, komme i mål på maraton efter godt fire timer. Børn, unge. midaldrende, ældre, mænd og kvinder. Der blev budt op til løberfest omkring "Nationalparken" ved Skjern Å. Og alle blev modtaget med Torben Joensen-speak, levende musik, medaljer, diplomer og god forplejning.

Fine depoter undervejs. Her er vi på omfartsvejen før Borgbanke. Foto: Henrik Lund Jensen
Løbet har bidt sig fast
Skjern Å Running Challenge har på fire år markeret sig som en væsentlig aktør på den danske løbsscene. Løbet byder på unik natur, krævende terræn og ruter for enhver smag og dagsform. Og da "løbedillen" også har bidt sig fast i lokalområdet, resulterer det i deltagertal, som også i sammenligning med andre løb i de større byer kommer op i pæne cifre. Det var med en god fornemmelse at de mange deltagere kunne forlade Skjern/Tarm for denne gang og så småt begynde at glæde sig til den "lille jubilæumsudgave" i 2010.

Glade Odense-løbere ved målet i Skjern: Henrik Simonsen, 2-er på maraton og vinderen på 1/2 maraton, suveræne Brian Schmidt. Foto: Henrik Lund Jensen

En glad, træt og stolt Lasse Siig modtages i mål af løbsleder Helle Gidsel. Foto: Henrik Lund Jensen
Se flere billeder her:
www.sportsgalleri.dk
www.dagbladetringskjern.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20090425/DRS/207321499/1430